NY TIL DISCGOLF?
Hvis du er ny til discgolf eller gerne vil prøve det for første gang, finder du her en nem og overskuelig gennemgang af, hvad du skal være opmærksom på, når du skal vælge dine første discs.
Discgolf er på mange måder lig almindelig golf, hvor målet er at komme fra A-B på så få kast som muligt. Den væsentlige forskel er dog, at discgolf spilles med forskellige discs, som minder om frisbees, og at målet ikke er et hul men derimod en kurv med metalkæder.
Der findes en lang række forskellige discs, som du kan få til at svæve i forskellige retninger. Det betyder samtidig, at du på de fleste discgolfbaner vil opleve at skulle spille uden om forhindringer for at komme hen til kurven. I Danmark finder du en lang række baner i parker og skove, og discgolf er derfor også en god måde at kombinere motion med naturoplevelser.
En putter er den langsomste kategori af discs, der findes. Den udmærker sig ved, at den er nem at styre, og den har fået sit navn, fordi den er det oplagte valg, når du skal kaste en disc i kurven. Putteren genkender du ved dens afrundede profil.
En midrange er et godt valg på afstande mellem 50-80 meter. I forhold til en putter er den en smule skarpere i dens profil, hvilket resulterer i, at den skærer sig nemmere gennem luften, og derved kan flyve længere. Sammen med putteren er en midrange et godt sted at starte, når man er ny til discgolf.
En fairwaydriver er god at have, når du skal bevæge dig op ad fairwayen på afstande op mod 100 meter. Fairwaydrivere er i udgangspunktet nemmere at kontrollere end distancedrivere, men det kræver som regel en vis portion kraft og teknik at få den fulde distance ud af den.
En distancedriver befinder sig i den hurtigste kategori af golfdiscs. De har en markant spidsere profil end langsommere discs, som gør, at de skærer sig nemt gennem luften. De kræver dog som regel også væsentlig mere kraft for at få den til at flyve, som den skal, og derfor er distancedriveren mest relevant for mere øvede spillere.
Baseline er ofte de billigste plastiktyper, og er det mest almindelige valg, når du skal vælge puttere. Nogle midranges er også særligt gode i baselineplastik, men det gode greb er det foretrukne valg for de fleste discgolfere.
Baselineplastik er ikke særlig holdbart i forhold til Premiumplastik, og det betyder, at din discs flyvemønster ret hurtigt vil ændre sig.
De mest almindelige baselineplastiktyper, som du vil støde på er:
DX – Innova
Retro – Latitude 64
Putter Line – Discraft
K3 – Kastaplast
D-Line – Discmania
Classic – Dynamic Discs
BT – Westside Discs
I modsætning til baselineplastik kan de forskellige typer premiumplastik tåle nogle tæsk uden at det ændrer nævneværdigt på flyvemønstre. Derfor er det også det bedste valg til de discs, som du skal kaste hårdt og langt med. Premiumplastik findes også i mange afskygninger, men fælles for dem alle er, at holdbarheden er markant bedre end baselineplastik.
Premiumplastik findes både i stive og bløde udgaver, og de mest almindelige du finder herhjemme er:
Champion, Star og Halo Star – Innova
Gold, Opto og Royal Grand – Latitude 64
Z-Line og ESP – Discraft
K1, K1 Soft og K1 Glow – Kastaplast
C-Line og S-Line – Discmania
Fuzion og Lucid – Dynamic Discs
VIP og Tournament – Westside Discs
Hvis du er på udgik efter et godt sted at starte, anbefaler vi et startersæt fra Latitude 64. Startsættet indeholder tre forskellige discs: En putter, en midrange og en fairwaydriver. Med andre ord er der altså nok discs til, at du kan begive dig ud på de forskellige baner rundt omkring i verden og opleve glæden ved at spille discgolf.
Discs
Discs
Discs
Startersæt
Discs